En transitkurve viser, hvordan en stjernes målte lysstyrke ændrer sig over tid, og bruges til at opdage planeter, man ikke kan se direkte. Når en exoplanet i sin bane passerer foran sin stjerne set fra Jorden, blokerer den en lille del af stjernens lys, hvilket giver et karakteristisk, målbart dyk i lysstyrken. Ved at måle, hvor dybt dykket er, hvor længe det varer, og hvor ofte det gentager sig, kan astronomer beregne planetens størrelse og omløbstid. Transitmetoden er en af de mest succesfulde måder at finde exoplaneter på og har bl.a. været brugt af rumteleskoperne Kepler og TESS.
2 undervisningsfilm
2 arbejdsark
3 quizzer
Aktiviteter, hvor eleverne er på benene og bruger fagordene — udvalgt til netop Transitkurve. Hver aktivitet viser, hvilke begreber den hører til.
Planeter kredser om stjerner, og når en planet går foran, falder stjernens lys set fra observatøren.
Eleverne danser en transitkurve med hænderne.
Udvalgte klassikere, vi har tjekket — med en krog til at starte og to spørgsmål til samtalen. De åbner på kildens egen side.
Et foredrag, der kan bruges i uddrag: hvordan finder man planeter ved andre stjerner?
Emner, der kan bruges sammen med dette emne i samme forløb — og et spørgsmål, der bygger broen.
Når noget er for småt, for stort eller for langsomt til at se, bruger vi modeller — og alle modeller forenkler.
Spørg eleverne: Hvad viser en model godt — og hvad udelader den?
Himmellegemernes bevægelser kan forudsiges med de samme love, og vores viden om dem bygger på observationer med stadig bedre instrumenter.
Spørg eleverne: Hvilke observationer og modeller bruger vi til at forstå himmellegemernes bevægelser?